Om somatisering
Hvad er somatisering?
Somatisering benævnes også nogle gange somatisk lidelse, somatiseringslidelse, somatiseringstilstand samt somatiseringssyndrom.
Somatisering er en langvarig (kronisk) tilstand, hvor fysiske symptomer forårsages af psykologiske problemer, selvom ingen fysiologiske problemer kan findes.
Eksempler på somatisering kan være at man har ømme kæber og hovedpine fordi man tygger sammen i vågen eller sovende tilstand, fordi man bekymrer sig. Når smerterne er somatiske er det fordi, at de er opstået på grund af en psykisk tilstand, nemlig bekymring.
Det kan ligeledes være, at man har ondt i maven og problemer med fordøjelse grundet stress eller bekymringer.
Der er en høj komorbiditet mellem somatisering, depression og angsttilstande
Årsager
Somatisering begynder som regel inden 30 års alderen, og opstår oftere hos kvinder end hos mænd. Somatisering forekommer hyppigst hos mennesker, der har irriteret tyktarm (IBS) og kroniske smerter.
Læger og behandlere overser og fejlfortolker ofte patienter med somatisering, og refererer i stedet til, at “problemerne kun eksisterer i patientens hoved”.
I takt med at forskere studerer og forstår forbindelserne mellem hjernen, fordøjelsessystemet og immunforsvaret, begynder somatisering at blive mere og mere accepteret og forstået.
Somatisering skal altså ikke afvises som en tilstand “opfundet” af patienten.
Symptomer
Mennesker der lider af somatisering klager ofte over mange fysiske smerter, der typisk varer flere år. Disse smerter kan forekomme i enhver legemsdel. Meget ofte involverer patientens klager kroniske smerter og problemer med fordøjelsessystemet, nervesystemet og det reproduktive system.
Symptomerne på somatisering er generelt alvorlige nok til, at de påvirker arbejde og menneskelige forhold og resulterer i, at patienten opsøger læge og indtager medicin.
Patienten har ofte en sygehistorik med mange sygdomme – en livshistorie fuld af sygdomme. På trods af dette kan man ved somatisering ikke finde nogen forklaring på symptomerne. Stress forværrer ofte symptomerne.
Nogle – af de mange – symptomer på somatisering inkluderer:
- Abdominale smerter (smerter i maveregionen)
- Smerte i ryggen
- Hjertebanken
- Oppustet mave (oppustethed)
- Smerter i brystregionen
- Diarre (“tynd mave”)
- Besvær ved at synke
- Hovedpine
- Svimmelhed og/eller kvalme
- Overdreven blødning fra skeden (mere end normalt)
- Impotens
- Uregelmæssig menstruation
- Smertei leddene
- Tab af hukommelse
- Smerter ved vandladning
- Menstruationssmerter
- Smerter i benene eller i armene
- Lammelse eller muskelsvaghed
- Stakåndethed
- Synsændringer/synsforstyrrelser
- Opkast
Det er vigtigt at være opmærksom på, at ovenstående symptomer også optræder i forbindelse med andre sygdomme og tilstande og derfor ikke nødvendigvis er tegn på somatisering. Hvis man oplever nogle af disse symptomer, bør man i samråd med sin læge forsøge, at finde årsagerne hertil inden diagnosen somatisering stilles.
Diagnosticering
Når man undersøger for somatisering, udføres en grundig fysiologisk undersøgelse og en række diagnosticerende tests for at finde de fysiologiske årsager.
Hvilke tests der gennemføres, afhænger af symptomerne. En neurologisk undersøgelse kan også være aktuel.
Herudover gennemgår patienten en psykologisk evaluering (typisk hos en psykolog) for at identificere eventuelle relaterede forstyrrelser eller tilstande.
Behandling af somatisering
Når alle årsager er undersøgt, og det er sandsynligt, at patienten har somatisering, er målet med behandlingen, at lære patienten af kontrollere symptomerne. Patienten har ofte en humørforstyrrelse, der kan behandles med terapi og i nogle tilfælde også antidepressiv medicin.
At have et støttende, godt forhold til sin læge eller behandler er den vigtigste del i behandlingen af somatisering. Dette kan indebære regelmæssige, planlagte besøg hos lægen for at gennemgå og evaluere symptomer samt patientens evne til at magte sygdommen. Lægen bør forklare alle testresultater til patienten.
Patienten skal ikke fortælles, at symptomerne er imaginære dvs. “noget patienten bilder sig ind”. Med den forståelse, lægevidenskaben har i dag omkring forholdet og interaktionen mellem hjernen og andre dele af kroppen, anerkender forskere, at reelle fysiske symptomer kan opstå pga. psykisk stress.
Kilder og relevante eksterne links
- Somatisering er, når psykologiske problemer forårsager fysiske symptomer og det ikke kan påvises, at symptomerne har en sammenhæng med en fysisk lidelse eller tilstand.
- Kvinder har større tendens til at udvikle somatisering end mænd.
- Læs mere om hvad somatisering er, hvilke symptomer det medfører og hvordan det behandles.