Om skinnebensbetændelse
For supplerende information henvises til artiklerne: løberknæ, springerknæ
Hvad er skinnebensbetændelse?
Skinnebensbetændelse er et udtryk der ofte anvendes om alle typer smerter i den forreste del af skinnebenet.
De rigtige symptomer på skinnebensbetændelse forekommer dog på indersiden af den forreste del af skinnebenet og kan opstå som følge af en lang række årsager.
Skinnebensbetændelse kaldes også tibial stress syndrom (tibia betyder skinneben på latin). På engelsk kaldes skinnebensbetændelse shin splints.
Den mest almindelige årsag til skinnebensbetændelse er inflammation i skinnebenets benhinde (periosteum – en hinde der omgiver knoglen i benet).
Det er egentlig træk i benhinden fra musklerne i underbenet, der forårsager smerterne og inflammationen i skinnebenet.
På billedet til højre ses anatomien i menneskets skinneben – skinnebensbetændelse opstår på indersiden (klik på billedet for større version)
Symptomer
Følgende kan være symptomer på skinnebensbetændelse:
- Smerter over indersiden af den nederste halvdel af skinnebenet
- Smerter ved start på motion/træning som typisk lindres, eller dæmpes, efterhånden som træningen skrider frem
- Smerterne vender ofte tilbage efer endt træning/aktivitet, og kan være værst morgenen efter
- Hævelser kan være et symptom på skinnebensbetændelse
- Indersiden af skinnebenet (knoglen) kan føles knudet eller ujævn
- Smerter når tæerne eller foden bøjes nedad
- En rødlighed/rødmen over indersiden af skinnebenet (ikke tilstede i alle tilfælde)
Årsager
Skinnebensbetændelse kan forårsages af en række faktorer, der hovedsagligt er biomekaniske (unormale bevægelsesmønstre) samt af fejl i forbindelse med træningen.
Her er de mest almindelige årsager til skinnebensbetændelse:
- Overpronation af fødderne
- Oversupination af fødderne
- Uhensigtsmæssigt fodtøj
- Forøgelse af træningsmængden for hurtigt
- Løb på hårde underlag (som f.eks. asfalt)
- Mindsket fleksibiltet i ankelleddet
Behandling af skinnebensbetændelse
Behandling af skinnebensbetændelse handler om:
→ at mindske smerter og inflammation → identificere problemer i forbindelse med træning og biomekanien generelt, der kan have medvirket til skinnebenbetændelsen → restorere muskler til deres oprindelige tilstand, og gradvist vende tilbage til den almindelige træning.
Hvad kan man selv gøre?
- Hvile benet så skinnebensbetændelsen får lov til at hele. Hvor lang tid man skal hvile og hvornår man skal i gang med en skånsom genoptræning kan bedst fastsættes med en fysioterapeut eller læge. Det er individuelt afhænging af graden af beændelse, ens generelle sundhedstilstand mm.
- Påføre is eller kolde omslag i de tidlige stadier – især når der er mange smerter. Kuldeterapi mindsker smerter og inflammation.
- Stræk musklerne i skinnebenet ud. Især lægmusklen, der jo er direkte forbundet med skinnebensbetændelse, er vigtig. Udstrækning hjælper kroppen til at slippe betændelsesformer.
- Gå med stødabsorberende indlægssåler i skoene – herved afhjælpes stød/impakt på underbenet.
- Oprethold din fysiske form vha. sport, der ikke inkluderer vægt på underbenet. Her er f.eks. svømning eller cykling gode motionsformer, mens løb let vil overanstrenge benet. Lige meget hvilken form man følger skal man selvfølgelig mærke efter om der er smerter forbundet med motionen.
- Anvend varmeterapi på skinnebenet umiddelbart efter den akutte del af skaden er overstået og især før hver træning. Varmeterapi (f.eks. vha. en varmedunk) kan yde støtte og kompres og fjerne belastningen på musklerne. Varmeterapi hjælper også på blodgennemstrømningen og derved på helingen. Varmeterapi kan også være i form af sauna eller dampbad inden en cykel- eller svæmmetur.
- Opsøg evt. en sportsklinik eller en sportslæge/læge for behandling og genoptræning.
Hvad kan en læge eller sportsklinik gøre?
- Skrive recept på anti-inflammatorisk medicin, hvilket kan mindske betændelses betragteligt.
- Tape (indbinde/bandagere) skinnebenet for støtte – hvis man bærer bandage hele dagen, vil den tillade lægmusklerne at hvile, idet den fjerner trykket herfra.
- Foretage en gangarts/løbestils-analyse mhp. at finde ud af, om du over/under-pronererer (træder for meget indad/udad, lander forkert osv.).
- Anvende sportsmassage-teknikker på lægmusklen – undgå dog at massere direkte på området der er ramt af skinnebensbetændelse.
- En sportsklinik vil ligeledes kunne hjælpe med en træningsplan, som hverken overanstrenger skinnebenet eller llader skinnebenet hvile i så lang tid, at man bliver for inaktiv. Den rigtige balance mellem hvile og bevægelse er essentiel.
- Operere (operation er sjældent nødvendig).
Forebyggelse
For at kunne behandle skinnebensbetændelse ordentligt, og for at undgå at skinnebensbetændelse vender tilbage, bør man finde og behandle de årsagsmæssige faktorer.
Uanset hvor meget hvile, smertestillende medicin eller sportsmassage man anvender, vil skinnebensbetændelsen vende tilbage, hvis ikke man behandler årsagerne.
Biomekaniske årsager som overpronation og oversupination kan tilrettes vha. egnet fodtøj eller indlæg i skoene. Det er altafgørende at skoene man anvender til træning, er lavet til den pågældende sportssgren og tilpassede individets fodtype.
En tommelfingerregel omkring motionsløb er, at man ikke må forøge sin totale løbedistance med mere end 10% pr. uge: Hvis man f.eks. har løbet 10 km. totalt den ene uge, bør man ikke løbe mere end 11 km. i den efterfølgende uge. Herved sikrer man, at man ikke overbelaster musklerne.
Løbere bør prøve at undgå at løbe på hårde underlag, idet de ikke absorberer stød eller impakt. Man kan f.eks. i stedet prøve at løbe på løbebaner, græs eller endda i sand.
Skinnebensbetændelse kan også forårsages af overanspændte muskler i underbenet. Det er derfor vigtigt, at man husker at strække ud på daglig basis for at forbedre fleksibilteten. Sportsmassage kan også hjælpe.
Relevante artikler: benmuskler, Osgood-Schlatter sygdom (“slatter knæ”)
Kilder og relevante eksterne links
- Skinnebensbetændelse er inflammation af skinnebenets benhinde som følge af træk fra musklerne i underbenet.
- Skaden opstår som regel pga. unormale biomekaniske bevægelsesmønstre såsom overpronation eller oversupination. Samtidig kan lidelsen skyldes fejl i forbindelse med træningen - f.eks. uhensigtsmæssigt fodtøj, løb på hårde underlag eller for hurtig forøgelse af træningsmængden.
- Her er en oversigt over behandlingsmuligheder for skinnebensbetændelse.