Her ses seneknude på indersiden af et håndled
(Klik på billedet for større version)
Hvad er en seneknude?
En seneknude er en lille cyste, der er fyldt med en gele-agtigt væske, der stammer fra en seneskede eller en ledkapsel.
En seneknude kaldes også ganglion på fagsprog, som betyder “knude” (engelsk: ganglion cyst).
Ordet seneknude dækker altså over en knude-lignende masse eller klump, der tager form under hudens overflade.
Seneknuder forekommer enkeltvist eller i grupper, hvor flere små seneknuder udvikles.
Seneknuder er ikke farlige og udgør ca. halvdelen af alle cyster (af blødt væv), der forekommer på hænderne.
Forekomsten af seneknuder er højere hos kvinder (60-70%) end hos mænd og rammer hyppigst mennesker i 20-40 års alderen. I sjældne tilfælde rammer seneknuder børn under 10 år.
Det mest almindelige sted at udvikle en seneknude er på bagsiden af hånden ved håndleddet (60-70%). Seneknuder kan desuden opstå på følgende steder:
- Ved håndfladerne ved håndleddet
- Ved fingrenes rødder (leddet hvor fingrene sidder sammen med hånden)
- Fingerspidserne
- Ydersiden af knæet og anklen
- Den øverste del af foden
Ovenstående er de mest almindelige steder, seneknuder opstår (udover bagsiden af hånden); seneknuder kan dog opstå andre steder også.
En seneknude kan variere i størrelse – den kan blive mindre eller større, forsvinde helt og evt. vende tilbage igen. De kan være ømme, men ofte opdager man dem tilfældigt gennem berøring eller grundet de buler de skaber.
En seneknude er mere at betragte som værende en skavank end en egentlig sygdom eller tilstand. Den kan dog irritere af kosmetiske grunde.
Årsager
Man kender ikke den eksakte årsag til, at seneknuder opstår. Derfor kan man heller ikke forebygge seneknuder.
En teori påpeger traumer i vævet (f.eks. skader på en sene) som værende årsag til seneknuder.
En anden – mere sandsynlig – teori involverer en fejl i ledkapslen eller i seneskeden, der tillader ledvævet at bule ud.
Symptomer
En seneknude er ofte forbunder med et eller flere af følgende symptomer:
- En synlig og iøjnefaldende klump (ofte det eneste symptom [35% af tilfældende])
- Seneknuden er typisk 1-3 cm. i diameter og bevæger sig ikke
- En kildende eller brændende fornemmelse – især hvis seneknuden rør ved en nerve
- Svage ledsmerter – hvilket indikerer, at seneknuden presser på en sene eller et led
- Den svage smerte er konstant og forværres, når man bevæger det nærliggende led
- Besvær med at gå med sko, fordi der opstår irritation mellem skoen og seneknuden
- Hvis seneknuden er forbundet med en finger, kan der være en svaghedsfornemmelse i fingeren
Diagnosticering
For at diagnosticere en seneknude vil lægen eller fodlægen udføre en grundig undersøgelse af området, hvor seneknuden befinder sig.
Seneknuden vil være synlig, og når man presser den i en bestemt retning, bør den bevæge sig under huden.
Nogle gange vil lægen gennemlyse seneknuden med en kraftig lampe eller fjerne en smule væske fra den mhp. undersøgelse heraf. Man kan også vælge at tage røntgenbilleder af seneknuden.
Behandling af seneknuder
Mange seneknuder (38%-58%) forsvinder af sig selv (uden nogle former for behandling overhovedet). Man kan derfor med fordel vente med kirurgiske indgreb ondtil man har afprøvet om de går i sig selv automatisk.
Der har igennem tiden været forsøgt mange behandlinger af seneknuder, heriblandt; at smadre dem med en hammer eller en tung bog, fortælle patienten, at vedkommende skulle ignorere symptomerne (i håb om, at de derfor ville forsvinde) osv.
Problemet med behandlingen af seneknuder er, at man endnu ikke har fundet en løsning, hvor seneknuderne med sikkerhed aldrig vender tilbage.
I dag er de to mest effektive behandlinger aspiration (udtræk af væske fra seneknuden) og operation (kirurgisk fjernelse).
Aspiration fungerer ved, at man udtrækker væsken fra seneknuden, indsprøjter en steroid opløsning (der har en anti-inflammatorisk effekt) for derefter at lægge en skinne på leddet, så det holdes i ro.
Undersøgelser viser, at op til 74% af patienterne, der har fået fjernet en seneknude ved aspiration, kureres. Hvis man får udtrukket væske fra en seneknude mere end 3 gange, tredobles sandsynligheden for helbredelse.
Hvis man sammenligner tendensen af tilbagevendelse af seneknuder ved aspiration og operation, vender seneknuder oftest tilbage efter aspiration.
- En seneknude er en godartet cyste, der kan forekomme under hudoverfladen - typisk ved håndleddet på bagsiden af hånden.
- Årsagen til udviklingen af seneknuder kendes ikke.
- Omkring halvdelen af alle seneknuder forsvinder af sig selv. Alternativt kan knuden fjernes kirurgisk eller drænes.