På billedet til højre ses spider nævi – et eksempel på en årsag til røde prikker på huden
(Klik på billedet for større version)
Om røde prikker på huden
Generel information
Røde prikker kan opstå overalt på huden, men forekommer hyppigst på hænderne, kønsdelene og i ansigtet. I nogle tilfælde skyldes røde prikker irritation af huden som følge af f.eks. kontakt med kemikalier, mens de i andre kan være et symptom på en helbredsmæssig tilstand.
I de fleste tilfælde er røde prikker dog ikke tegn på noget alvorligt, og de forsvinder almindeligvis af sig selv i løbet af et par uger.
Man bør kontakte lægen, hvis de røde prikker er til gene, ikke forsvinder i løbet af en uges tid samt hvis de breder sig eller på anden vis forværres. Når røde prikker er et symptom på en alvorlig sygdom eller tilstand, har man almindeligvis en mistanke herom.
Årsager
Røde prikker kan skyldes en eller flere årsager – og mange forskellige årsager.
De mest almindelige årsager er:
- Udslæt (kan skyldes infektioner, giftstoffer, kemikalier, allergi, eksem m.fl.)
- Blæner eller vabler
- Spider nævi (fra engelsk: små karsprængninger i huden, der kan minde om et edderkoppespind)
- Kirsebær nævi (engelsk: cherry angioma eller campbell de Morgan spots)
- Hæmangiom (svulst eller samling af væv der udgår fra blodkar i huden)
- Insektbid/insektstik
- Bivirkninger af medicin
- Mæslinger
- Talgknopper
- Fnat
- Rosacea
- Fransk rosen
- Skoldkopper i et tidligt stadie
- Skægpest – se evt. artiklen: skægpest
- Viralt exanthem
- Akne eller bumser
Ovenstående er en liste over de mest udbredte og almindeligt forekommende årsager til røde prikker, hvor man er i stand til at stille en diagnose. Det er en blanding af kosmetiske irritationsmomenter, som skægpest eog akne, til sygdomme man bør behandle, da de kan være alvorlige og i øvrigt smitte. I mange tilfælde finder man ikke forklaringen på, hvorfor røde prikker opstår. Dette skyldes først og fremmest, at de fleste mennesker ikke opsøger læge for røde prikker, der forsvinder af sig selv.
På spædbørn og småbørn kan rødeprikker være modersmærker eller skønhedspletter, der endnu ikke er færdigudviklede.
Hvis de røde prikker er tilbagevendende, bør man kontrollere om de evt. skyldes fødevareallergi, vaskepulver, sæber, parfumer osv. Man kan bruge udelukkelsesmetoden ved at udelukke få produkter og fødevarer af gangen og så skrive en dagbog over hvornår man får røde prikker. Til sidst vil man have få produkter tilbage, og man kan derfra finde ud af hvilke der er ‘synderne' og udelukke dem derfra.
I nogle sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne røde prikker eller mærker vha. laserbehandling
Røde prikker på penis
Røde prikker på penis skyldes almindeligvis irritation, men kan i sjældne tilfælde forårsages af kønssygdomme eller kræft (cancer).
Det bør dog understreges, at røde prikker på penis – ligesom på resten af kroppen – almindeligvis ikke er tegn på noget alvorligt. I grunden er det meget sjældent, at røde prikker på penis er et symptom på en sygdom; men hvis man er i tvivl, bør man konsultere sin læge eller opsøge en urolog. Røde prikker kan forekomme ifm. kønssygdomme – derfor er det en god idé at være på den sikre side. Det er muligt at have kønssygdomme uden at mærke smerte, irritation eller symptomer, så hellere blive testet en gang for meget end en gang for lidt.
Røde prikker på glans
Ligesom med røde prikker på resten af penis (eller området omkring) er røde prikker på glansen sjældent et symptom på en underliggende sygdom eller tilstand.
I de fleste tilfælde skyldes prikkerne irritation fra f.eks. sæbevask eller samleje. Går de ikke væk bør man opsøge sin læge og evt. få en test for kønssygdomme.
Relaterede artikler: røde knopper, røde knopper efter barbering, rosacea
Kilder og relevante eksterne links
- Røde prikker manifesterer sig på huden og skyldes som regel irritation (som f.eks. ved skægpest, kontakt med kemikalier el.lign.).
- Normalt forsvinder prikkerne i løbet af få dage. Hvis tilstanden ikke går væk af sig selv, bør du opsøge læge.
- I mere alvorlige tilfælde kan de røde prikker på huden være et symptom på fnat, mæslinger, rosacea, skoldkopper, medicinske bivirkninger osv.