En p-stav er ikke større end en tændstik
Om brugen af p-stave
For supplerende information om andre hormonelle præventionsmidler henvises til artiklerne: p-ring, p-plaster, hormonspiral
Hvad er en p-stav?
En p-stav – også kaldet hormonstav – er et langtidsvirkende hormonelt præventionsmiddel, som er svangerskabsforebyggende i op til 3 år. P-staven er på størrelse med en tændstik og sættes ind under huden på overarmen.
En p-stav frigiver løbende hormonet gestagen i kroppen, hvilket beskytter effektivt mod graviditet. I modsætning til p-piller – som man skal huske at tage dagligt – afgiver p-staven automatisk svangerskabsforebyggende doser af hormoner. Du behøver ikke selv at tænke på prævention og undgår dermed frygten for at glemme at tage sine daglige p-piller.
Selvom p-staven er langtidsvirkende, vil frugtbarheden typisk vende tilbage, såsnart den er fjernet. Dermed er det altså en effektiv og let præventionsform. Der er dog også, som med alle præventionsformer, nogle ulemper – læs med videre, for at se hvad de er.
Hvordan indsættes en p-stav?
Indsættelsen af en p-stav er et forholdsvis simpelt indgreb, som udføres af din læge. Først får du en lokalbedøvelse på undersiden af overarmen. Ved brug af et specialredskab indsætter lægen p-staven under huden. Når staven er indsat, skulle du ikke være i stand til at se den. Det er vigtigt, at du og din læge mærker efter for at sikre, at p-staven er indsat rigtigt.
Selvom en p-stav kan virke i op til 3 år, kan den fjernes før. Kvinder, som ikke anvender et andet hormonelt præventionsmiddel, får normalt indsat en p-stav inden for de første 5 dage af menstruationen. Hvis du bruger bruger p-piller, p-ring eller p-plaster, vil p-staven blive indsat på den første af dine 7 hormonfrie dage.
Hvordan virker en p-stav?
En p-stav indeholder hormonet estonogestrel. Dette hormon afgives hele tiden i din blodbane. Dosen nedsættes med tiden indtil det tredje år, hvor din krop indtager det samme lave niveau af estonegestrel.
Som ved brug af p-piller og andre hormonelle præventionsmidler, stopper p-stavens forøgelse af hormoner i kroppen ægløsningen og forebygger dermed graviditet. Samtidigt ændres konsistensen af livmoderhalsslimet, hvorved sæden forhindres adgang til ægget.
Desuden ændres livmoderslimhinden, hvilket kan stoppe implanteringen af det befrugtede æg
Hvor effektiv er en p-stav?
Pga. den konstante hormontilførsel er effektiviteten af en p-stav meget høj – mindst ligeså høj som p-piller.
Dog er det usikkert, hvor effektivt en p-stav virker hos overvægtige kvinder.
Bivirkninger og komplikationer
Bivirkninger
Selvom en p-stav er et simpelt og effektivt præventionsmiddel, er den også forbundet med en række komplikationer og bivirkninger.
De mest almindelige bivirkninger ved brug af p-stav er:
- Vægtforøgelse
- Akne (Acne vulgaris)
- Uregelmæssige menstruationer
- Depression (unipolar depression)
- Humørsvingninger (skiftende humør)
- Hovedpine
- Ømme bryster
- Mavesmerter (maveonde)
- Menstruationssmerter (dysmenoré)
- Bakteriel vaginose
- Angst eller uberettiget frygt
- Kvalme
- Rygsmerter
Især uregelmæssige menstruationer og menstruationssmerter opleves af mange kvinder, som går med p-stav. De færreste vil opleve mange af disse bivirkninger, og nogle vil helt eller næsten helt gå fri af bivirkningerne. Hvilke bivirkninger man bliver ramt af, kan hænge sammen med ens generelle sundhedstilstand og hormonelle faktorer – det er derfor en god idé at sætte sig ind i bivirkningerne og drøfte dem sammen med en læge.
Komplikationer
I nogle tilfælde kan der opstå komplikationer i forbindelse med indsættelse og fjernelse af en p-stav, hvilket kan føre til ømhed, infektion, hævelse, rødme, sår- og ardannelse samt udvikling af arvæv omkring p-staven. I meget sjældne tilfælde kan kroppen udstøde p-staven.
Brugsanvisning
P-stave anbefales ikke til kvinder, som:
- Er allergiske over for materialet eller hormonerne i p-staven
- Bruger andre typer medicin, som kan interagere med hormonerne i p-staven
- Oplever uforklarlig blødning fra skeden
Selvom p-stave ikke menes at føre til misdannelser, anbefales det at p-staven fjernes, hvis du overdager, at du er gravid. Desuden øger p–stave risikoen for graviditet uden for livmoderen. Samtidig kan dit blodtryk stige. Derfor er det vigtigt at gå til kontrol hos din læge for at sikre, at du har et sundt blodtryk.
Visse former for medicin såsom barbiturater og urtemedicinen perikon (også kaldet Johannesurt) kan påvirke p-stavens effektivitet. Hvis du ordineres medicin, så fortæl din læge, at du bruger p-stav.
Det er vigtigt at understrege, at p-stave ikke beskytter mod kønssygdomme. Kræv derfor altid, at din partner bruger kondom, hvis du vil sikre dig helt mod kønssygdomme.
- En p-stav kaldes også "hormonstav". P-staven er på størrelse med en tændstk og implanteres under huden på overarmen.
- I modsætning til p-piller afgvier p-staven automatisk svangerskabsforebyggende doser af hormoner. Præventionsmidlet virker i op til 3 år.
- Her kan du læse om de mulige bivirkninger og komplikationer ved P-stave. Se desuden hvordan p-staven indsættes.