Nikotinforgiftning skyldes typisk at man enten tygger/spiser for meget nikotin eller at huden kommer i kontakt med tobaksplanter – kun i sjældne tilfælde er rygning årsagen
Om nikotinforgiftning
Hvad er nikotinforgiftning?
En nikotinforgiftning er en overdosis af nikotin. De fleste nikotinforgiftninger sker ikke pga. af rygning, men derimod som følge af indtagelse (at spise eller tygge nikotin) eller hudkontakt (pga. kontakt med tobaksplanter).
De fleste tilfælde af nikotinforgiftning er således typisk:
- Børn der spiser eller tygger nikotintyggegummi
- Husdyr (især hundehvalpe) der spiser tobak, nikotintyggegummi eller –plastre
- Mennesker der dagligt har kontakt med våde tobaksblade – typisk i forbindelse med arbejde i tobaksproduktion
- Ved at drikke væske, hvor en cigaret har ligget i. Her kan enormt meget nikotin optages meget hurtigt.
Man kan desuden blive nikotinforgiftet af at ryge cigaretter med et meget højt nikotinindhold, særligt hvis man ikke er ryger. Dette sker dog sjældent i Danmark, da vi generelt er opmærksomme på regulering af grænseværdier i produkter.
Hvordan får man nikotinforgiftning?
Praktisk talt alle produkter der indeholder nikotin, kan medføre nikotinforgiftning – inklusiv følgende:
- Cigaretter
- Tyggetobak
- Pibetobak
- Elektroniske cigaretter
- Nikotintyggegummi
- Nikotinplaster
- Tobaksblade
Flere steder i verden er det desuden set, at børn har fået nikotinforgiftning af visse medicinske cremer indeholdene nikotin.
Der findes desuden eksempler på børn såvel som voksne, der har fået GTS (Green Tobacco Sickness – kan oversættes til Grøn Tobakssyge) som følge af kontakt med våde tobaksplanter. Ved GTS absorberes nikotinen via huden, hvilket resulterer i en nikotinforgiftning.
Herudover er det i nogle tilfælde observeret, at forgiftning med visse insekticider (kemiske midler til at dræbe insekter) kan medføre de samme symptomer som ved nikotinforgiftning.
Hvor meget nikotin skal der til?
- 60 milligram nikotin (det der svarer til 30-40 cigaretter) kan dræbe en voksen ikke-ryger
- Ca. 120 milligram nikotin (60-80 cigaretter) kan dræbe en ryger, der ryger 20 cigaretter dagligt
I ovenstående eksempler forudsættes det, at nikotinen indtages på én gang og at al nikotinen optages af kroppen.
Symptomer på nikotinforgiftning
Symptomerne på en nikotinforgiftning viser sig relativt hurtigt efter forgiftning (typisk få minutter til 1 time). Hvis eksponeringen for nikotin ophører samtidig med, at symptomerne starter, vil forgiftningen typisk aftage hurtigt – dvs.som hvis man f.eks. har tygget på 3 stks. nikotintyggegummi og pludselig bliver bleg og får mavekramper og herefter spytter tyggegummiet ud, vil forgiftningen typisk forsvinde hurtigt.
I mere alvorlige tilfælde – hvor eksponeringen fortsætter i længere tid – kan hospitalsindlæggelse være nødvendig.
Følgende er typisk de indledende symptomer på nikotinforgiftning:
- Mavekramper (kramper i bughulen)
- Kvalme
- Hovedpine
- Øget svedproduktion
- Savlen eller øget spytproduktion
Herefter kan disse symptomer følge:
- Bleg hud/bleghed
- Irritation, oprevethed eller ophidselse
- Rastløshed
- Mavesmerter
- Hurtigt åndedræt
- Åndedrætsbesvær- eller ophør
- En brændende fornemmelse i munden
- Depression
- Opkast
- Svaghed eller tab af styrke
I alvorlige tilfælde kan følgende symptomer på nikotinforgiftning desuden forekomme:
- Konvulsioner (kramper)
- Hurtig eller hård hjertebanken efterfulgt af langsom hjertebanken
- Højt blodtryk der efterfølgende falder
- Anfald
- Forvirring
- Besvimelse
I sjældne tilfælde – ved ekstreme forgiftninger – kan nikotinforgiftninger endda medføre koma eller døden.
Nikotinforgiftning hos hunde
Eftersom mange husdyr – især hundehvalpe – er nygerrige af natur og samtidig har en tendens til at tygge på næsten alt, hvad de kan få fat på (inkl. cigaretter, nikotinplastre og nikotintyggegummi), kan det i sjældne tilfælde ske, at de får nikotinforgiftning.
Almindeligvis vil hunden kaste op inden selve forgiftningen når at starte, hvilket forhindrer forgiftningen i at medføre flere symptomer. Hvis ikke dette er tilfældet, begynder nikotinforgiftningen typisk at vise sig i form af følgende (efter få minutter til et par timer):
- Kvalme
- Savlen og øget spytproduktion
Hvilket udvikler sig til:
- Opkast
- Diarre
Under hele nikotinforgiftningen vil hunden typisk udvise følgende symptomer:
- Forvirring
- Kulderystninger
- Ændret gangart
- Angst eller frygt
- Svaghed
Hvornår bør man opsøge læge?
De fleste lette tilfælde af nikotinforgiftning forsvinder af sig selv i løbet af kort tid – hvis eksponeringen for nikotin ophører. I disse tilfælde vil lægetilsyn typisk være unødvendigt, men hvis man er i tvivl eller hvis man ikke hurtigt føler bedring, bør man opsøge læge.
I mere alvorlige tilfælde – hvor nikotinforgiftningen ikke aftager eller forsvinder hurtigt – bør man straks opsøge læge. Hvis nikotinforgiftningen skyldes nikotins kontakt med huden, kan man desuden vaske kontaktområdet med vand og sæbe i 10-20 minutter for at mindske hudens fremtidige optag af nikotin.
- Nikotinforgiftning skyldes kun sjældent rygning. Hvis du til gengæld spiser eller tygger nikotin, er der stor risiko for at blive forgiftet.
- Symptomerne på nikotinforgiftning viser sig relativt hurtigt - typisk inden for 1 time. Normalt forsvinder forgiftningen af sig selv, hvis eksponeringen for nikotin ophører.
- Hvis nikotinforgiftningen ikke aftager, bør du straks opsøge læge. Læs om symptomerne nedenfor.