Nervebetændelse er betegnelsen for en gruppe sygdomme, der inflammerer en eller flere nerver
(Klik på billedet for større version)
Om nervebetændelse
Der henvises i øvrigt til artiklen iskiasnerve i klemme for information herom.
Hvad er nervebetændelse?
Nervebetændelse kaldes også neuritis eller neuropati og er en samlebetegnelse for en gruppe sygdomme, hvis fællesnævner er, at de indebærer inflammation af én eller flere nerver. Man kan ligeledes have betændelse i flere nerver på en gang – i så fald er der tale om polyneuropati. Nervebetændelse rammer det perifære nervesystem, som er nerverne uden for centralnervesystemet (CNS – hjernen og rygmarven).
Nervebetændelse kan også ramme det autonome nervesystem, som er den del af nervesystemet, vi ikke har kontrol over.
- Neuropati er betegnelsen for nervebetændelse, hvor én nerve er inflammeret
- Polyneuropati er betegnelsen for nervebetændelse, hvor flere nerver er inflammeret
Symptomer på nervebetændelse
Symptomerne på nervebetændelse afhænger af hvilken nerve, der er involveret og kan enten være akutte eller kroniske.
- Akutte symptomer på nervebetændelse udvikles over dage eller få uger
- Kroniske symptomer på nervebetændelse udvikles over flere måneder eller år
I de fleste tilfælde udvikles symptomerne på nervebetændelse over flere år og er derfor kroniske. Guillain-Barre syndrom er imidlertid en undtagelse, hvor symptomerne kan udvikles over meget kort tid – nogle gange i løbet af få timer.
Akutte symptomer på nervebetændelse kræver øjeblikkeligt lægetilsyn. Ved kroniske symptomer kan man normalt blot konsultere sin egen læge.
Symptomerne på nervebetændelse inkluderer typisk:
- Smerte
- Træthed
- Kramper
- Ændret svedmønster
- Rysten
- Tab af reflekser
- Vandladningsproblemer
- Paræstesi (prikkende, stikkende, jagende, snurrende eller sovende fornemmelser)
- Parese (svaghedsfølelse eller muskellammelse)
- Hypoæstesi (følelsesløshed eller nedsat følsomhed i berøringssansen)
- Anæstesi (følelsesløshed)
- Ortostatisk hypotension (blodtrykket falder når man rejser sig)
Patienter med nervebetændelse kan i nogle tilfælde opleve en ekstrem følsomhed i huden – som kan medføre, at huden ikke kan være i kontakt med andre ting.
Et eksempel herpå kan være nervebetændelse i fødderne, hvilket kan resultere i, at patienten ikke kan bære strømper og sko eller være i kontakt med andre tekstiler som f.eks. sengetøj. Berøring af det ramte område vil i et sådant tilfælde føles ekstremt ubehageligt.
Årsager til nervebetændelse
Den egentlige årsag til nervebetændelse er skade på en nerves akson (en form for udløber fra nerven, der er essentiel for dens kommunikationsevne).
For at nerveskaden kan forekomme, skal der være en udløsende årsag – læs videre herom i det følgende.
Udløsende årsager til nervebetændelse
Fysiske skader er i mange tilfælde årsagen til nervebetændelse. Et meget almindeligt og jordnært eksempel på en årsag til nervebetændelse er upassende skotøj, der klemmer eller trykker på fødderne, hvilket kan medføre midlertidig smerter eller sovende fødder, som kan vare i flere dage.
De fleste kvinder har nok også haft milde tilfælde af nervebetændelse, hvis de har gået med højhælede sko eller stiletter i for lang tid.
Nervebetændelse kan imidlertid være langt mere alvorlig og have helt andre årsager. I nogle tilfælde kan årsagen til nervebetændelse i øvrigt ikke findes.
Sygdomme, der kan være årsag til nervebetændelse
- Infektioner
- Herpes simplex
- Herpes zoster (også kaldet helvedesild)
- Kræft
- Stofskiftesygdomme
- Hypothyroidisme (nedsat aktivitet i skjoldbruskkirtlen)
- Porfyri (sygdom der relaterer til forstyrrelser af kroppens porfyriner [blodfarvestoffer])
- Leversvigt
- Nyresvigt (nedsat eller ophørt nyrefunktion)
- Multipel sklerose
- Difteri (en form for halsbetændelse, der skyldes bakteriel infektion)
- Diabetes (medfører såkaldt diabetisk nervebetændelse)
- Arvelige sygdomme (Charcot-Marie-Tooth syndrom og Friederichs ataxi)
- Amyloidosis (aflejring af en immungloblinderiveret substans i kroppens væv)
- Spedalskhed
- Guillain-Barre syndrom
- Borreliose
- Sjögrens syndrom
- Lupus
- Sarkoidose (Boecks sarkoid eller Schaumanns sygdom)
- Beriberi (sygdom, der skyldes mangel på tiamin)
Øvrige årsager til nervebetændelse
- Skader som følge af kontakt med kemikalier
- Forgiftninger med f.eks. bly, arsenik, kobber, kviksølv eller bismuth (vismut)
- Overdosering af visse medicintyper
- Stråling
- Kemoterapi
- Mangel på B12 vitamin
- Mangel på- eller overdrevent indtag af B6 vitamin
- Mangel på B1 vitamin
- Alkoholisme
Forskellige typer nervebetændelse
- Polyneuritis (eller multipel neuritis)
- Brachial neuritis (eller neuralgisk skulderamyotrofi eller skulderneurit – nervebetændelse i armen)
- Optisk neuritis (eller Opticus neuritis – nervebetændelse i synsnerven)
- Vestibulær neuritis (eller vestibular neuronitis – nervebetændelse, der medfører svimmelhed og kvalme)
- Neuritis i kranienerverne
- Bell’s plasy (en form for ansigtslammelse hvor kranienerve VII [ansigtsnerven] er dysfunktionel)
Diagnosticering af nervebetændelse
Diagnosen nervebetændelse stilles på baggrund af en neurologisk undersøgelse. Desuden spørger lægen ind til patientens symptomer og sygdomshistorik.
I nogle tilfælde tages desuden blodprøver for at undersøge for underliggende sygdomme eller tilstande.
Behandling af nervebetændelse
Hvordan nervebetændelse skal behandles afhænger af årsagen – om den kan findes og om den kan behandles.
Hvis årsagen til nervebetændelsen f.eks. er forgiftning af et tungmetal, er målet med behandlingen at fjerne tungmetallet fra kroppen.
Det sker dog sjældnere at årsagen bag er tungmetaller, da vi generelt er blevet bedre til at undgå dem.
Er årsagen en sygdom, er omdrejningspunktet i behandlingen af behandle den underliggende sygdom.
Desuden er fysioterapi ofte en del af behandlingen, idet musklerne skal holdes i gang og patienten muligvis har følelsesløse områder på kroppen, som skal stimuleres. En fysioterapeut kan hjælpe med at skræddersy et træningsprogram, der passer til ens specifikke nrvebetændelse.
- Nervebetændelse - også kaldet neuritis eller neropati - er en samlebetegnelse for inflammation af det perifære nervesystem.
- Behandlingen tager udgangspunkt i de underliggende årsager til nervebetændelsen.
- Her kan du læse om de forskellige typer nervebetændelse og deres mange mulige årsager.