Lyskenskader skyldes ofte sportsaktiviteter, der involverer spring, pludselige retningsskift eller modstand mod benet – som f.eks. fodbold
Information om lyskenskader
Hvad er en lyskenskade?
En lyskenskade er en forstrækning eller overrivning af én eller flere af lårets 5 indadførende muskler (M adduktor longus, M adduktor brevis og M adduktor magnus samt M gracilis og M pectineus), som alle fæster i lysken på skambensknoglen (tuberculum pubicum).
Årsager til lyskenskader
Lyskenskader forårsages som oftest ved udøvelse af sportaktiviteter – især hvis man ikke har varmet ordentligt op forinden.
Selv om skaden synes akut, er den ofte et resultat af gentagne småskader eller stræk og belastning af muskulatur og senefæstner i lysken. Hermed kan man altså skåne sig selv for meget ved at sørge for at foretage bevægelser indenfor hvad ens lysken skal holde til, samt ved at varme op inden træning.
En lyskenskade kan opstå i følgende i situationer:
- Spring
- Pludseligt retningsskift
- Modstand mod benet – f. eks. at sparke til en bold
Symptomer
Symptomerne afhænger af lyskenskadens alvorsgrad.
Hvis symptomerne er milde, vil du muligvis først mærke smerter, når du er færdig med den igangværende fysiske aktivitet, mens en alvorlig lyskenskade vil kunne mærkes øjeblikkeligt i en så intens grad, at du ikke vil være i stand til at fortsætte.
Milde symptomer
- Du kan gå uden at mærke noget, men får ubehag i lysken ved løb eller bare bestemte bevægelser
- Ubehag i lysken eller inderlåret.
- Lyskenmusklerne vil normalt føles stramme/hårde
- Nogle steder kan være ømme
- Som regel ingen hævelse, men kan opstå flere dage efter den oprindelige skade
Alvorligere symptomer
- Pludselige stikkende smerter i lysken
- Svaghed eller smerter ved bøjning eller strækning af musklerne i lysken.
- Betydelig hævelse af inderlåret – ofte dannes en større blodsamling
- Strækning af lyskenmusklerne er smertefuld
Behandling af lyskenskader
Akut skadesbehandling
Som ved enhver anden akut sportsskade, bør du straks i tilfælde af en lyskenskade, anvende RICE-proceduren.
RICE står for Rest, Ice, Compression, Elevation – eller på dansk: Hvile, Is (dvs. nedkøling), Kompression (dvs. tryk, pres, indbinding) og Elevation (dvs. løftning af lysken for at mindske blodtilstrøming/hævelse).
Læs mere om RICE-proceduren her
Forsøg eventuelt forsigtigt at strække lyskenmusklerne (såfremt det er komfortabelt).
Hvis du har en mild grad af lyskenskade, vil den akutte skadesbehandling og brug af RICE-proceduren være tilstrækkelig.
Hvis lyskenskaden er alvorlig, kan en fysioterapeut, sportslæge eller anden specialist hjælpe med fysioterapeutiske øvelser og genoptræning af lysken.
Bl. a. kan følgende behandlingsformer komme i betragtning:
- Ultralydsbehandling
- Laserhandling
- Sportsmassage
- Indtapning af lysken
Operation
Hvis én eller flere af lyskens indgående muskler er revet helt over, er en operation nødvendig.
Operationen udføres som regel ved en kikkerthuloperation (laposkopi), hvor lyskekanelens bagvæg forstærkes ved at indoperere et net.
Efterfølgende følger et intens genoptræningsprogram.
Genoptræning af lyskenskader
Efter operationen indledes en intens genoptræning for at styrke lyskens muskulatur og senefæstner.
Efter operationen aflastes hoften i 2-4 uger, hvorefter genoptræningen kan indledes.
Belastningen under øvelserne øges gradvis for at mindske risici for at lyskenskaden bryder op igen. Øvelserne til genoptræning af lysken kan bl. a. bestå af styrke træning samt let jogging til den udsætrnkning det er muligt.
Motion udføres kun ved moderat belastning og uden aktivitet, der indebærer hurtige bevægelser og retningsskift.
Først 2-3 måneder efter lyskeoperationen bør man genoptage sin idrætsaktivitet for fuld styrke.
Relaterede artikler: lyskesmerter, lyskebrok
Kilder og relevante eksterne links
- Idrætsudøvelse er en hyppig årsag til lyskenskader - især hvis man ikke varmet ordentligt op inden aktiviteten.
- Som regel opstår lyskenskader pga. gentagende belastning af muskulatur og senefæstner i lysken - også selvom skaden ofte virker akut.
- Akut skadesbehandling i form af RICE-proceduren er ofte tilstrækkelig, hvis skaden er forholdsvis mild. Mere alvorlige lyskenskader kræver fysioterapi og i værste fald en operation.