Det mest karakteristiske symptom på lussingesyge er rødt udslæt på kinderne, som ligner rødme efter en lussing
Lussingesyge - den 5. børnesygdom
Hvad er lussingesyge?
Lussingesyge (erythema infectiosum) er en virussygdom, der er kendetegnet ved det karakteristiske røde udslæt på kinderne, som let kan forveksles med rødme efter en lussing – deraf navnet. Infektionen er yderst smitsom og rammer typisk børn i skolealderen. Lussingesyge kaldes også for ”den 5. børnesygdom”.
Epidemier opstår ca. hvert 3. år – typisk om foråret. Selvom risikoen for smitte er størst under en epidemi, kan man til enhver tid blive smittet – men kun, hvis man ikke har haft sygdommen før. Når man først er blevet smittet, er man immun over for sygdommen resten af livet.
Mange ved ikke, om de har haft lussingesyge, da der langt fra altid optræder tegn eller symptomer på infektionen. Som regel er lussingesyge mild hos børn. Hos voksne er symptomerne som regel mere udtalte. Endvidere kan sygdommen forårsage alvorlige komplikationer under graviditet.
Årsager
Årsagen til lussingesyge er infektion med parvovirus B19. Smitten sker som regel via luftvejene ved en dråbeinfektion, når den syge hoster eller nyser. Endvidere kan virussen også sprede sig via sekret på hud såsom håndflader. Virussen kan også overføres via blodet, hvilket kan medføre komplikationer under graviditeten.
Se afsnittet: Lussingesyge og graviditet Lussingesyge er mest smitsom den sidste uge, inden sygdommen bryder ud. Inkubationstiden (dvs. perioden fra infektionstidspunktet til symptomernes udbrud) er ca. 3 uger. Når udslættet kommer til syne (NB! Mange oplever slet ingen symptomer), er den sygdomsramte ikke længere smitsom.
Eftersom lussingesyge er smitsom før symptomerne optræder (hvis de overhovedet opdages), er det svært at forebygge sygdommen.
Symptomer
I ca. halvdelen af forekomsterne af lussingesyge hos børn, opdages infektionen aldrig, da der ikke forekommer nogen symptomer.
Ellers får børn som regel kun milde symptomer, hvor kinderne det karakteriske røde udslæt på kinderne, der kendetegner sygdommen.
Kun i sjældne tilfælde får børn udslæt over hele kroppen. Når symptomerne er til stede, er sygdommen ikke længere smitsom.
Hos børn
Hos børn forløber typiske symptomer på lussingesyge således:
- Influenza-lignende symptomer: Lussingesyge hos børn starter typisk med influenza-lignende symptomer såsom feber, diarré, hovedpine og løbende næse.
- Højrødt udslæt på kinderne, der ligner rødme fra en ”lussing”: Flere dage efter de tidlige influenza-lignende symptomer, kan der opstå et tydeligt udslæt i ansigtet – som regel på begge kinder. Udslættet kan sprede sig til resten af kroppen. Som regel manifesterer udslættet sig i slutningen af sygdommen. Dog kan det vare ved i op til tre uger.
Hos voksne
Normalt udvikler voksne ikke det karakteristiske ”lussinge-udslæt” på kinderne. I stedet får voskne som oftest ømme led – typisk i håndled, knæ og ankler. Ledsmerterne kan vare ved fra få dage til flere uger.
Lussingesyge og graviditeten
Eftersom parvovirus B19 kan overføres via blodet, bør gravide være opmærksomme på risikoen, hvis de ikke har haft sygdommen tidligere i livet.
Risikoen for at parvovirus B19 i den første halvdel af graviditen (dvs. før 20. graviditetesuge) overføres til fosteret er ca. 25%. I så fald er der en lille risiko for spontan abort og i endnu sjældnere tilfælde blodmangel hos fosteret, hvilket kan medføre væskeophobning (hydrops foetalis). Ved alvorlig blodmangel får fostret en blodtransfusion i livmoderen.
Lussingesyge er den hyppigste kendte virale årsag til fosterdød. Det skønnes, at ca. 2/3 af voksne kvinder tidligere har haft lussingesyge før graviditeten, hvilket gør såvel mor som barn immune over for sygdommen.
Er du gravid og ikke er sikker på, at du tidligere har haft sygdommen, bør du få taget en blodprøve.
Behandling af lussingesyge
Der findes ingen behandling mod lussingesyge.
Det er meget svært at forebygge smitte af lussingesyge, idet man ofte slet ikke opdager, at man har fået infektionen – og hvis man får symptomerne, er det allerede for sent.
Smitten sker nemlig før udslættet viser sig!
Der findes ingen vaccine mod sygdommen.
- Lussingesyge kaldes også "den 5. børnesygdom". Virussygdommen kan dog også ramme voksne mennesker.
- Det kendetegnende symptom er det karakteristiske højrøde udslæt på kinderne. I halvdelen af tilfældene forekommer der ingen symptomer, hvorfor mange aldrig opdager, at de har haft sygdommen.
- Som udgangspunkt er lussingesyge helt ufarligt og forsvinder af sig selv. Dog kan virussen i medføre komplikationer - især i forbindelse med graviditet.