Om kirurgisk abort
For mere generel information om abort henvises til artiklen: abort
Supplerende information om abort fås i denne bog:
Hvornår udføres en kirurgisk abort?
Hvis du overvejer abort og er mere end 8 uger henne i graviditeten, er en kirurgisk abort normalt din eneste mulighed helt frem til udgangen af gravditetens 12. uge – dvs. fra din sidste menstruations første dag.
Ved en kirurgisk abort tømmes din livmoder for graviditetsvæv vha. udskrabning, som foregår i form af udsugning fra livmoderhulen.
Fremgangsmåden – såvel de praktiske som tekniske foranstaltninger – ved en kirurgisk abort kan variere fra sted til sted.
I det nedenstående vil vi imidlertid gengive de procedurer, som er fællesbetegnende for ethvert abortindgreb.
Før en kirurgisk abort
Efter en grundig gennemgang om abortindgrebet og de deraf forbundne risici samt muligheden for hjælp til at fortsætte graviditeten, skal du skrive under på, at du er indforstået med den pågældende information og ønsker at få udført en kirurgisk abort..
En gynækologisk undersøgelse vil udføres før den kirurgiske abort med henblik på at fastslå, hvor langt du er henne i graviditeten.
Du vil muligvis også blive ultralydsscannet for at være sikker på, at graviditeten sidder i livmoderen. Hverken medicinsk eller kirurgisk abort virker på graviditet uden for livmoderen.
Desuden undersøges du for klamydia – såfremt du ikke allerede er blevet testet – som er den største årsag til sterilitet hos kvinder. Klamydia kan brede sig til de indre kønsorganer under et abortindgreb, hvilket kan medføre sterilitet.
Hvis en klamydiainfektion diagnosticeres, vil du gennemgå en antibiotikabehandling inden udførslen af den kirurgiske abort.
For at få aborten til at forløbe så smertefrit som muligt indtages en tablet eller en stikpiller typisk dagen før indgrebet. Herved blødgøres livmoderhalsen for at tage de værste smerter, når livmoderhalsen dagen efter udvides under abortindgrebet.
Desuden er det påkrævet at faste de sidste 6 timer op til indgrebet – dvs. du hverken må spise eller drikke.
Abortindgrebet
En kirurgisk abort er kortvarig og medfører normalt kun mindre blødninger og kun moderate smerter.
En kirurgisk abort kan sammenfattes til følgende procedure:
- Bedøvelse: Enten lokalbedøvelse i form af en lokal-blokade på livmoderhalsen eller fuld bedøvelse via et drop i din håndryg
- Livmoderhalsen udvides forsigtigt med tynde metalpinde
- Graviditetsvæv udsuges fra livmoderhulen via en plastikslange. Selve abortindgrebet varer få minutter.
- Medicinsk sammentrækning af livmoderen: Livmoderens muskulatur og blodårer trækker sig sammen ved indtagelse af medicin (typisk Methergin), hvorved blødningen mindskes.
Efter operationen
Normalt kan man tage hjem et par timer efter den kirurgiske abort. Det er vigtigt, at du undgår at være alene det næste døgn efter aborten. Det tager nogle dage, før din krop har omstillet sig fra at være gravid. Derfor vil du i ugen efter aborten sandsynligvis være plaget af én eller flere af følgende symptomer:
- Kvalme
- Menstruationslignende smerter
- Mindre blødninger eller pletblødninger i 1-4 uger
- Brystspænding
Hvis du oplever voldsdomme smerter, kraftige blødninger eller ildelugtende udflåd, bør du opsøge lægehjælp. Disse symptomer kan være tegn på underlivsbetændelse rester af graviditettsvæv, som ikke er blevet fjernet fuldstændigt ved udskrabningen.
Under alle omstændigheder er det en god ide at komme til kontrol hos lægen allerede en uges tid efter den kirurgiske abort for at sikre sig, om alt er forløbet som efter planen. Det er altid rart udelukke komplikationer – og ikke mindst at kunne dæmme op for dem i tide, inden de udvikler sig.
For at mindske risikoen for underlivsbetændelse bør du kun tage brusebad – undgå karbad, svømmehal eller havbad.
Man kan også blive ramt af svære tanker eller tvivl i en periode efter en abort. Også derfor er det en god idé at have venner eller familie i nærheden umiddelbart efter, og gerne have nogle man kan ringe til, hvis de tunge tanker rammer.
Supplerende information om abort fås i denne bog:
Relaterede artikler: abort efter 12. uge, abortgrænse, ufrivillig abort symptomer
Kilder og relevante eksterne links
- Kirurgisk abort er den eneste mulighed for abort, hvis du er mere end 8 uger henne i graviditeten.
- Kirurgisk abort må udføres til og med 12. graviditetsuge. Kun i særlige tilfælde kan man få kompensation til at få udført en abort på et senere tidspunkt.
- I denne artikel kan du læse mere om hvordan en kirurgisk abort forløber.