Gigtsygdomme (reumatologiske sygdomme)

 

 

Fællesnævneren for gigtsygdommene er, at de rammer led, muskler, knogle og sener – derfor kaldes de også “muskuloskeletale sygdomme. Desuden er gigtsygdommenes symptomer ofte ensartede

 

Der henvises til artiklen symptomer på gigt for supplerende information.

 

Følgende produkter anbefales mod gigtsmerter:

 

Du kan se flere produkter mod gigtsmerter her

 

 

 

 

Generelt om gigtsygdomme

 

Der findes mere end 200 forskellige gigtsygdomme, der alle har til fælles, at de rammer led, muskler, knogler og sener. Inflammation – som på dansk også kaldes betændelse (på trods af at betændelse også kan være infektion) – er det primære symptom på størstedelen af gigtsygdommene. Ligeledes er inflatmmation også det, der i nogle tilfælde leder til gigt, nemlig når der er tale om inflammatorisk gigt. En anti-inflammatorisk livsstil kan hjælpe gigtpatienter, særligt når der er tale om inflatmmatorisk gigt.

 

Gigtsygdomme kaldes også reumatiske- eller reumatologiske sygdomme. Denne betegnelse stammer fra græsk, hvor rheuma betyder “det der flyder som en flod” med henvisning til datidens opfattelse af gigtsygdommene som sygdomme, der “flød” fra hovedet ned i kroppen. Læren om gigtsygdomme kaldes således reumatologi og læger der er specialiserede i gigt kaldes reumatologer.

 

Årsagerne til fleste gigtsygdomme er ukendte. Der findes dog enkelte undtagelser; ved f.eks. urinsyregigt kender man den eksakte årsag, ved leddegigt kender man nogle af de faktorer, der bidrager til leddegigtens forekomst osv.

 

Ligeledes kan repetetive bevægelser, der slider på knogler eller led med tiden udløse gigt. Det er derfor vigtigt at man tænker i at skåne kroppen hvis man laver repetitive bevægelser, eksempelvis ved manuelt arbejde eller tastaturarbejde.

 

Behandling af gigtsygdomme afhænger af årsagen såvel som symptomerne og kan inkludere:

 

• Fysioterapi
• Ergoterapi
• Fysisk aktivitet og træning
• Kirurgi (operation)
• Information, støttegrupper, foreninger osv.
• Medicinsk behandling – inklusiv:
  • NSAIDs (non-steroide antiinflammatoriske midler)
  • Binyrebarkhormon
  • Biologiske midler
  • M.fl.

 

Læs evt. mere om gigtmedicin her

 

 

Grupper af gigtsygdomme

 

Nogle af gigtsygdommene tilhører samme sygdomsgrupper eller har andre sammenhænge – som f.eks.:

 

• Reynauds syndrom der kan være et symptom på sklerodermi og MCTD

• Sjögrens syndrom der kan være en følgesygdom af leddegigt eller bindevævssygdomme

• Psoriasisgigt der tilhører samme sygdomsgruppe som f.eks. Crohns sygdom eller colitis ulcerosa og derfor har mange af de samme symptomer

 

Andre gupper af gigtsygdomme med fællestræk i symptomerne inkluderer:

 

• Spondylartopatier – inkluderer: Morbus Becterew, psoriasisgigt, reaktiv gigt, udifferentieret spondylartropati samt gigt ved inflammatoriske tarmsygdomme (Crohns sygdom eller colitis ulcerosa)

 

• Vaskulitis – inkluderer: Kæmpecelle-karbetændelse, Wegeners Granulomatose, Schönlein-Henochs purpura, Churg-Strauss vaskulitis og mikroskopisk polyangiitis

 

 

Liste over gigtsygdomme

 

På listen nedenfor finder du en oversigt over samtlige gigtsygdomme. Listen er opdelt efter sygdommenes forekomst:

 

Hyppigt forekommende

 

• Slidgigt: kaldes også osteoartrose og er den mest almindeligt forekommende af alle gigtsygdommene. Slidgigt rammer næsten alle ældre mennesker i en vis grad og medfører symptomer såsom smerter, ømhed, stivhed og hævelser i leddene. Læs evt. mere om slidgigt her

 

• Hypermobilitet: en gigtsygdom hvor ledbåndende er løse og f.eks. fingrene derfor kan bøjes meget langt bagover. Hypermobilitet resulterer typisk i smerter og nedslidning af brusken i leddene. Behandlingen tager udgangspunkt i medicin og forebyggelse af generne.

 

• Fibromyalgi: en gigtsygdom der medfører symptomer såsom led- og muskelsmerter samt træthed og mindsket fysisk udholdenhed. Behandling kan inkludere fysisk træning, fysioterapi og forskellige specielle øvelser der forbedrer f.eks. kropsholdning, balance, evnen til afspænding osv.

 

• Reynauds syndrom: en betegnelse for mindsket blodtilførsel til fingrene og/eller tæerne, hvilket viser sig ved, at lemmerne skifter farve (bleghed og senere en blålig farve). Reynauds syndrom findes i en primær form (hyppigt forekommende) og en sekundær form (sjældent forekommende). Ved den sekundære form er symptomerne væsentligt mere udtalte end ved den primære. Behandlingen foregår medicinsk.

 

• Smerter og bløddelsgigt: gigtsygdomme der forekommer i skulderen, albuerne (se tennisalbue), hænderne/håndleddene (seneskedebetændelse, seneknude, karpaltunnelsyndrom, springfinger) eller hoften. Se evt. også artiklen betændelse i slimsæk for supplerende information.

 

• Urinsyregigt: kaldes også podagra, når den forekommer i storetåen. Årsagen til urinsyregigt er aflejring af urinsyrekrystaller, der stammer fra et forhøjet niveau af urinsyre. Dette forhøjede urinsyrenivau hænger typisk sammen med et stort alkohol- eller medicinforbrug eller at kroppen har en nedsat evne til at udskille urinsyre via nyrerne. Læs evt. mere om urinsyre her og urinsyregigt her.

 

Mindre almindeligt forekommende

 

• Psoriasisgigt: en gigtsygdom der især rammer mennesker, der i forvejen har psoriasis. Psoriasisgigt har sammenfaldende symptomer med sygdomme såsom Morbus Becterew, colitis ulcerosa og Crohns sygdom. Behandlingen foregår vha. medicin. Læs evt. mere om psoriasisgigt her

 

• Børnegigt: kaldes på fagsprog juvenil idiopatisk arthritis og rammer typisk pigebørn. Symptomerne er typisk varmefølelse, hævelser, smerter og nedsat bevægelighed i kroppens led. Behandlingen kan inkludere fysioterapi, ergoterapi og kirurgi.

 

• Leddegigt: kaldes også reumatoid artrit og er en gigtsygdom, der skyldes inflammation i leddene. Selvom man ved, at både arv og miljø har indflydelse på udviklingen af sygdommen, er årsagen endnu ukendt. Symptomerne er typisk morgenstivhed, ledhævelse, træthed, feber, vægttab samt nedsat bevægelighed i leddene. Behandling inkluderer fysioterapi, ergoterapi, kirurgi, medicin samt ophold i varmvandsbassin.

 

• Morbus Becterew: kaldes også spondylitis ankylopoietica og er en gigtsygdom, der rammer ryghvirvlerne og i nogle tilfælde også brystbenet og bækkenet. Typiske symptomer er stivhed og smerter i leddene. Behandlingen omfatter fysioterapi, kirurgi og medicin samt træning og specielle øvelser.

 

• Knogleskørhed: går også under den latinske betegnelse osteoporose og er tab af knoglemasse eller knoglestyrke, hvilket øger risikoen for knoglebrud. Faktorer der øger risikoen for at udvikle denne gigtsygdom inkluderer behandling med binyrebarkhormon, arvelighed, tidlig overgangsalder, alkohol, rygning, mangel på kalk, mangel på motion, visse sygdomme samt at have en lille knoglemasse forud for udviklingen af knogleskørheden. Behandling omfatter kosttilskud og evt. også kirurgi og medicin.

 

• Piskesmæld: går også under den engelske betegnelse whiplash og forekommer når hovedet kastes bagover og efterfølgende forover (typisk i forbindelse med bilulykker). Behandlingen omfatter aflastende hjælpemidler, kolde omslag, smertestillende midler, øvelser og genoptræning samt evt. også kirurgi.

 

• Kæmpecelle-karbetændelse: kaldes også Arteritis Temporalis og er en gigtsygdom, der næsten kun forekommer hos mennesker over 60 år. Symptomerne inkluderer normalt hovedpine, synsforstyrrelser, træthed, utilspashed, smerter og feber. Behandlingen foregår typisk vha. binyrebarkhormon.

 

• Muskelgigt: en variant af kæmpecelle-karbetændelse der derfor også deler de samme symptomer og behandlingsmuligheder. Den primære forskel på de to gigtsygdomme er måden, de forekommer på: kæmpecelle-karbetændelse forekommer meget pludseligt og akut, hvor muskelgigt forekommer mere gradvist og tiltagende.

 

Sjældne

 

• Sarkoidose: en gigtsygdom der typisk rammer mennesker under 40 år og medfører granulomer (en form for svulster) i nogle af kroppens organer. Andre symptomer kan være hudforandringer, ømhed, hævelser og ledhævelser samt hævede lymfeknuder (også fejlagtigt kaldet lymfekirtler). Behandlingen foregår medicinsk.

 

• Stills syndrom: forekommer hyppigst hos børn og viser sig ved led- og muskelsmerter, ondt i halsen, udslæt, feber, hævede lymfeknuder samt et fald i antallet af hvide blodlegemer (se evt. leukopeni). Behandlingen foregår vha. NSAIDs, binyrebarkhormon samt evt. biologiske midler.

 

• Fosfolipid antistofsyndrom: en sjælden gigtsygdom der typisk skyldes antistoffer mod et stof, der er bundet til de såkaldte fosfolipider (beta2-glykoprotein 1). Typiske symptomer er gentagende aborter, hukommelsesbesvær, migræne, mønstre i huden samt fald i antallet af blodplader. Sygdommen medfører desuden forhøjet risiko for blodpropper, hvilket samtidig er omdrejningspunktet i behandlingen.

 

• Lupus: kaldes også SLE og er en gigtsygdom, der hyppigst rammer kvinder i 30 års alderen. Symptomerne varierer meget fra patient til patient og kan inkludere smerter i leddene, hudforandringer, hårtab, sår på slimhinderne, nyreproblemer, åndedrætsbesvær, træthed, tendens til infektioner, kolde og blege fingre m.fl. Behandlingen foregår medicinsk og indebærer hyppige kontrolbesøg hos lægen.

 

• Sklerodermi: en gigtsygdom der har en sammenhæng med Reynauds syndrom og typisk rammer kvinder. Symptomet er beskadigelse af hud og evt. også organer (afhængig af sygdomsformen – der findes to varianter). Behandlingen foregår medicinsk.

 

• Behcets syndrom: et syndrom der kendetegnes ved symptomer såsom: sår i forskellige steder på kroppen, hududslæt, dannelse af blodpropper, ledhævelser, karbetændelse og evt. også regnbuehindebetændelse. Behandlingen foregår primært vha. binyrebarkhormon.

 

• Wegeners Granulomatose: en gigtsygdom hvor kroppens immunforsvar angriber kroppen selv. Symptomerne starter typisk som muskelsmerter, svaghed, træthed og feber samt gener i de øvre luftveje (influenzalignende symptomer). Senere kan symptomerne ændre sig afhængigt af, hvilke dele af kroppen sygdommen angriber. Behandlingen afhænger af symptomerne, men involverer ofte øjensdråber, binyrebarkhormon, antibiotika samt immunregulerende medicin (behandlingen kan dog være meget omfattende og inkludere mange andre midler).

 

Ukendt forekomst

 

• MCTD: en forkortelse af Mixed Connective tissue Disorder og en kombination af symptomerne fra 3 andre gigtsygdomme (lupus, sklerodermi og polymyositis). Behandlingen kan inkludere NSAIDs, binyrebarkhormon, nitroglycerin, kalcium-blokkere, cytostatika m.fl.

 

• Reaktiv gigt: en gigtsygdom der nogle gange går under betegnelsen Reiter’s syndrom (eller Reiters sygdom) og opstår efter en infektion (typisk en mavetarm- eller urinvejsinfektion). Symptomerne er typisk svie i urinrøret eller diarre afhængigt af infektionens placering. Behandlingen foregår medicinsk.

 

• Polymyositis: kaldes også dermatomyositis og er en form for skelet- og muskelbetændelse, der forekommer sammen hududslæt. Symptomerne indbefatter nedsat styrke (arme, lår og nakke), træthed, led- og muskelsmerter, udslæt, feber, synkebesvær (dysfagi) og stakåndethed. Behandlingen foregår vha. binyrebarkhormon og langsomtvirkende gigtmedicin.

 

• Sjögrens syndrom: en gigtsygdom der enten optræder som selvstændig sygdom eller som følgesygdom til leddegigt eller bindevævssygdomme. Sjögrens syndrom rammer forskellige kirtler i kroppen og symptomerne er almindeligvis træthed, muskel- og ledsmerter samt tørhed i øjnene og munden. Behandlingen foregår medicinsk.

 

• Takayasus arteritis: en gigtsygdom der hyppigst forekommer i Japan og oftest rammer kvinder. Symptomerne omfatter vægttab, feber, træthed, mindsket blodforsyning til armene, smerter, svimmelhed, synsforstyrrelser, hovedpine m.fl. Behandlingen foregår medicinsk.

 

 

Følgende produkter anbefales mod gigtsmerter:

 

Du kan se flere produkter mod gigtsmerter her