Generaliseret angst er en form for angst, hvor bekymringer fylder hele tilværelsen, hvilket kan resultere i flere forskellige symptomer
Om generaliseret angst
Følgende bøger kan bruges til selvhjælp ved generaliseret angst:
Klik her for at se flere bøger, der kan bruges til selvhjælp ved angst
For supplerende information henvises til artiklen: angstlidelser
Hvad er generaliseret angst?
Det er normalt at føle angst en gang imellem, især hvis din hverdag er forbundet med stress. Dog kan vedvarende angst, som er så voldsom, at den påvirker hverdagens aktiviteter, være tegn på generaliseret angst.
Generaliseret angst er både at man meget ofte har angst samt at angsten ikke knyttes til et bestemt objekt eller en bestemt situation. Man er i stedet tilbøjelig til at mærke angst ofte og i mange forskellige situationer.
Generaliseret angst menes at have en sammenhæng med kroniske stresstilstande, men den præcise årsag til angstlidelsen kendes ikke. Symptomerne kan let forveksles med panikangst, OCD og andre angstlidelser eller humørforstyrrelser, men de er alle forskellige lidelser.
De fleste mennesker med generaliseret angst, får aldrig stillet diagnosen.
Det skønnes, at ca. 3 % af befolkningen i den vestlige verden rammes af generaliseret angst. Kvinder er mere udsatte end mænd. Generaliseret angst kan udvikles som barn eller voksen.
I de fleste tilfælde forbedres tilstanden med medicinering eller psykoterapi – eller en kombination af begge behandlingsstrategier. Første skridt er dog at få en diagnose, så man kan komme i den rette behandling.
Symptomer på generaliseret angst
Symptomer på generaliseret angst kan variere, men kan inkludere følgende:
- Ustandselig bekymring eller besættelse omkring mindre eller større sager
- Rastløshed og en følelse af anspændthed og nervøsitet
- Træthed
- Nedsat koncentration eller andre former for koncentrationsbesvær
- Irritabilitet
- Muskelspændinger eller muskelømhed
- Søvnbesvær/søvnløshed
- Sveden, kvalme eller diarre
- Åndenød eller høj hjertefrekvens
Der kan være tidspunkter, hvor dine bekymringer ikke optager dig helt, men du føler fortsat angst, selvom der umiddelbart ikke er nogen tydelig grund.
Hvornår bør man opsøge læge?
Opsøg læge, hvis du:
- Føler, at en bekymring fylder så meget, at det påvirker dit arbejde, forhold eller andre aspekter i dit liv. Har man svært ved at få hverdagen til at hænge sammen er det en god idé at opsøge læge. Tidlig behandling er altid den bedste behandling.
- Føler dig nedtrykt, har problemer med alkohol eller stoffer eller har andre mentale helbredsmæssige bekymringer sammen med generaliseret angst
- Har selvmordstanker
Dine bekymringer vil sandsynligvis ikke gå væk af sig selv og kan endda forværres med tiden. Derfor er det vigtigt, at du søger professionel hjælp inden dit problem bliver alvorligere.
Årsager til generaliseret angst
I lighed med andre psykiske lidelser foreligger der heller ingen fuldstændig forståelse af årsagerne til generaliseret angst. Videnskaben hælder til teorier om, at genetik, livserfaringer, stress og naturligt forekommende stoffer i form af neurotransmittere såsom serotonin, dopamin og norepinefrin kan associeres med generaliseret angst.
Desuden forbindes fysiske sygdomme og tilstande såsom gastroøsofageal refluks (GERD), hjertesygdomme, hypothyroidisme, hyperthyroidsme og overgangsalder.
Diagnosticering
Din læge, psykolog eller psykiater har en række muligheder for at diagnotisere generaliseret angst. Indledningsvist vil der tages udgangspunkt i din sygdomshistorik og symptomer.
Desuden kan en fysisk undersøgelse udføres med henblik på identificere tegn, som muligvis kan forbinde din angst med en underliggende helbredstilstand.
For at få stille diagnosen generaliseret angst skal dine symptomer passe ind i de kriterier, defineret i ICD-10, som er verdenssundhedsorganisationen WHO’s diagnostiske system.
I henhold til WHO’s diagnostiske system stilles diagnosen generaliseret angst ud fra den forudsætning, at patienten i mindst det seneste halve år har oplevet bekymring, almen ængstelse og anspændthed. Samtidig skal mindst 4 angst-spændingssymptomer – heraf mindst ét autonomt – opfyldes som kriterie i den nedenstående symptom-liste for at kunne stille diagnosen generaliseret angst:
Autonomt:
- Hjertebanken
- Hurtig hjertefrekvens
- Sveden
- Rysten
- Tørhed i munden
Fra bryst og mave:
- Fornemmelse af åndenød
- Kvælningsfornemmelse
- Trykken eller smerte i brystet
- Kvalme og uro i maven
Psykiske:
- Svimmelhed eller ørhed
- Uvirkelighedsfølelse
- Frygt for at blive sindssyg
- Dødsangst
Almene:
- Varme- eller kuldefølelse
- dødheds- eller sovende fornemmelser i arme/ben
Spændingsfølelse:
- Muskelspænding eller muskelsmerter
- Rastløshed
- Vanskelighed ved at slappe af
- Psykisk spændingsfølelse og evt. også synkebesvær
Uspecifikke symptomer:
- Tendens til sammenfaren
- koncentrationsbesvær
- irritabilitet
- besvær med at falde i søvn
Generaliseret angst opstår ofte sammen med andre psykiske lidelser, hvilket kan gøre såvel diagnose som behandling mere udfordrende.
Følgende psykiske lidelser optræder ofte sammen med generaliseret angst:
- Fobier
- Panikangst
- Depression (klinisk depression)
- Stofmisbrug
- Posttraumatisk stresssyndrom
Behandling for generaliseret angst
Overordnet set findes der to former for behandling af generaliseret angst; nemlig medicinsk behandling og psykoterapi. Ofte kombineres begge behandlingsstrategier.
Medicinsk behandling
Adskillige forskellige typer af medicin anvendes til behandling af generaliseret angst:
Antidepressiva: Antidepressiv medicin påvirker aktiviteten i hjernens neurotransmittere.
Læs mere om antidepressiv medicin her
Buspiron: Denne angstdæmpende medicin kan tages løbende. I lighed med antidepressiva tager det typisk op til flere uger før buspiron er helt effektiv.
Læs mere om angstdæmpende medicin her
Benzodiazepin: I begrænset omfang kan din læge eller psykiater udskrive denne type beroligende medicin for kortsigtet at dæmpe symptomer på generaliseret angst. Benzodiazepin kan medføre en række bivirkninger såssom sløvhed, nedsat muskelkoordination, balancebesvær og hukommelsestab.
Psykoterapeutisk behandling
Psykoterapi har til hensigt at nå frem til erkendelse af de mekanismer, som forårsager stress i hverdagen og bekymringer omkring livet. Først herefter kan en effektiv behandling af generaliseret angst implementeres ved indøvet ændring af adfærd.
Kognitiv adfærdsterapi er en af de mest udbredte former for psykoterapeutisk behandling af generaliseret angst. Fordelen ved kognitiv adfærdsterapi er indlæringen af bestemte færdigheder med henblik på at identificere negative tanker og negativt adfærd for derefter at erstatte dem med positive.
Du kan læse mere om kognitiv adfærdsterapi her
Anbefalede bøger
Følgende bøger kan bruges til selvhjælp ved generaliseret angst:
Klik her for at se flere bøger, der kan bruges til selvhjælp ved angst
- Generaliseret angst er, når vedvarende sygelig bekymring i hverdagen bliver så voldsom, at det medfører en kronisk stresstilstand.
- Det skønnes, at ca. 3 % af befolkningen lider af generaliseret angst, selvom de færreste nogensinde får stillet diagnosen.
- Behandlingen tager udgangspunkt i medicinsk behandling og psykoterapi. Ofte indgår begge metoder i én samlet behandlingsstrategi.