Om forstuvede haleben
For supplerende information henvises til artiklen: forstuvninger
Et forstuvet haleben kan opstå, hvis der sker skade på et eller flere ledbånd (ligamenter) i leddene i halebenet.
Forstuvningen skyldes typisk et fald eller et slag på halebenet. Smerterne kan – som ved andre forstuvninger – være langvarige (flere måneder), og generelt være svære at behandle pga. halebenets anatomiske placering.
Desuden er det svært at holde halebenet i ro, hvilket er et af de generelle kriterier for korrekt behandling af alle typer forstuvninger. Man bør alligevel gøre forsøget. Hvis man ikke kan finde stillinger, der er decideret gode for ens beskyttelse af halebenet, kan man om ikke andet forsøge at variere stillinger, så man ikke lægger overdreven vægt på bestemte steder af det udsatte haleben.
I sjældne tilfælde kan man vælge at bortoperere halebenet, hvis det generer patienten tilstrækkeligt.
Meget ofte skyldes smerter i halebenet dog ikke en decideret forstuvning af halebenet, men i stedet andre årsager – det kan eksempelvis være et falduheld, hvor man ofte vil lande på halebenet, hvis man ikke når at tage af med hænder eller albuer. Læs evt. mere herom i artiklen haleben
På engelsk bruger man betegnelsen coccydynia som en slags samlebetegnelse for alle smerter, tilstande og gener, der kan forbindes til halebenet. Der findes desværre ingen dansk betegnelse herfor.
- Et forstuvet haleben er en forstrækning af et ledbånd i leddene omkring halebenet.
- Typisk forårsages en forstuvning af halebenet ved et slag eller stød på halebenet - som f.eks. hvis man falder på bagdelen.
- Normalt er akut skadesbehandling samt smertestillende medicin nok til at lindre smerterne og undgå en forværring af skaden.