På billedet ses en patient der CT-scannes. I forgrunden ses en computer – i et seperat værelse – der viser et 3D billede af den indre del af patientens krop
(Klik på billedet for større version)
Om CT-scanninger
Der henvises til artiklen scanning – generelt for supplerende information.
Er du kommende mor? Klik her for at se produkter der anbefales til kommende mødre
Hvad er CT-scanning?
En CT-scanning er en billedundersøgelse, der kombinerer en række røntgenbilleder taget fra mange forskellige vinkler for at skabe et krydssektionelt billede af knoglerne og det bløde væv i kroppen – dvs. en CT-scanning forsyner lægen og patienten med tre-dimensionelle billeder, der kan ses fra flere vinkler vha. af en computer.
CT-scanninger giver flere – og mere detaljerede oplysninger – om det der undersøges for i forhold til almindelige røntgenbilleder.
CT-scanning er især egnet til hurtig undersøgelse af patienter med indre skader fra f.eks. trafikulykker eller andre uheld. Scanningen kan desuden bruges til at undersøge hjernen – og ved indsprøjtning af kontrastmiddel – kontrollere for blokeringer og andre problemer i blodårerne. Dermed kan man bruge enten en CT-scanning eller en MR-scanning til eks. hjernerystelser eller andre hovedskader, ligesom de kan bruges i tilfælde af neurologiske sygdomme.
Brugen af CT-scanninger er nærmest eksploderet de seneste 15-20 år (i nogle lande). Dette skyldes især en stigning i antallet af scanninger af børn og unge; tidligere var man typisk nødt til at bedøve børn, for at få dem til at ligge stille under scanningen, men i dag har man reduceret scanningstiden betydeligt, hvilket unødvendiggør bedøvelse og derved gør scanningen mindre omfattende.
CT står i øvrigt for computer-tomografi.
Hvad bruges CT-scanninger til?
CT-scanninger bruges typisk til at:
- Diagnosticere helbredsmæssige problemer i musklerne og knoglerne som f.eks.:
- Svulster
- Bylder
- Indre skader
- Indre blødninger
- Aneurismer (udposninger på pulsårer)
- Hjerneskader
- Knoglebrud
- Finde den præcise placering af en svulst, infektion, blodprop osv.
- Vejlede procedurer såsom operationer, biopsier (vævsprøver) og strålebehandling
- Vurdere skader på vitale organer såsom leveren, nyrerne eller milten
- Identificere (opdage) og overvåge sygdomme såsom kræft eller hjertekarsygdomme
Man kan praktisk talt undersøge alle dele af kroppen vha. en CT-scanning. Typiske legemer, organer og strukturer der undersøges inkluderer:
- Hovedet/hjernen
- Brystet
- Maven/bughulen
- Bækkenet
- Armene
- Benene
- Leveren
- Bugspytkirtlen
- Tarmene
- Nyrerne
- Urinvejene
- Galdeblæren
- Binyrerne
- Lungerne
- Hjertet
- Blodårerne
- Knoglerne
- Rygmarven
Risiko
Eksponering for stråling
Under en CT-scanning eksponeres (udsættes) man kortvarigt for væsentligt mere stråling end ved en almindelig røntgenundersøgelse. Eksponering for stråling kan potentielt øge risikoen for at man udvikler kræft, hvilket betyder, at denne form for scanning ikke anvendes, medmindre der er god grund hertil.
I nogle tilfælde vil lægerne dog vurdere, at scanningen vil forsyne dem med tilstrækkelig værdifuld information om patienten til, at dette opvejer potentielle risici.
Det er især kvinder og yngre mennesker, der har øget risiko for at udvikle kræft som følge af en CT-scanning.
Man mener, at risikoen for følgende kræftsygdomme stiger i forbindelse med CT-scanninger:
- Lungekræft
- Tarmkræft
- Leukæmi
Graviditet
Hvis du er gravid og skal CT-scannes, er det vigtigt, at du informerer lægen herom. I denne situation vil lægen vil nemlig typisk anbefale en anden type scanning – som f.eks. en MR-scanning eller en ultralydsundersøgelse – for at undgå at fostret udsættes for stråling.
Reaktioner på kontrastmiddel
Ved CT-scanninger anvendes ofte kontrastmiddel ; en bariumholdig opløsning der giver en konstrastfarve, som hjælper til at gøre organerne mere synlige. I sjældne tilfælde kan dette kontrastmiddel udløse allergiske reaktioner eller andre helbredsmæssige problemer.
Dette sker dog kun hos meget få patienter – men reaktionen kan være livstruende. Hvis du tidligere har haft en reaktion på kontrastmidler, skal du huske at oplyse lægen herom.
Risikoen for at reagere negativt på kontrastmidler kan øges, hvis du har haft:
- Hjertekarsygdomme
- Astma
- Diabetes
- Nyresygdomme
- Sygdomme i skjoldbruskkirtlen
Kontrastmidlet kan desuden medføre nyreskader – hvilket især gælder for patienter der har diabetes eller har haft nyresvigt. CT-scanninger anvendes almindeligvis ikke på patienter, der har igangværende nyresvigt.
Indtagelse af kontrastmidlet kan herudover medføre visse gener, afhængigt af hvordan det indtages:
- Oralt (via munden): Hvis spiserøret eller maven skal CT-scannes, skal du sandsynligvis drikke kontrastmidlet. Drikken som indeholder kontrastmidlet smager typisk grimt og kan medføre diarre.
- Injektion (indsprøjtning): Kontrastmidlet kan også gives intravenøst, hvis f.eks. galdeblæren, urinvejene, leveren eller blodårerne skal CT-scannes. I nogle tilfælde medfører injektion varmefølelse (under selve indsprøjtningen). Injektion medfører desuden en metalsmag i munden hos nogle patienter.
- Rektalt (via anus): Hvis tarmsystemet skal CT-scannes indføres kontrastmidlet rektalt, hvilket kan medføre oppustethed og ubehag.
Hvordan foregår selve CT-scanningen?
CT-scanninger foretages typisk på et hospital. Scanningerne er smertefri og varer almindeligvis kun et par minutter. Nogle patienter finder scanningen en smule klaustrofobisk pga. den trange plads. Andre synes, at lydene fra CT-scanneren er ubehagelige.
Før scanningen
- Før CT-scanningen skal man sandsynligvis afklædes og iføres hospitalstøj til patienter
- Man skal typisk fjerne smykker, ure og andre metalgenstande, der kan forstyrre scanningen
- Umiddelbart inden scanningen skal man muligvis indtage eller have indført/indsprøjtet kontrastmiddel
Under scanningen
- Under CT-scanningen ligger man på et leje, der bevæger sig en smule imens scanningen står på
- Man kan sandsynligvis høre nogle klikkende, mekaniske lyde fra CT-scanneren
- Man skal muligvis holde vejret under scanningen – for at ligge helt stille – hvorved sløring af scanningens resultat undgås
- Læger og evt. en tekniker vil være til stede i et seperat værelse (ved siden af) for at undgå eksponering for stråling
Efter scanningen
- Efter CT-scanningen vil man typisk blive bedt om at drikke en masse væske, hvis man har fået kontrastmiddel (for at skylle det ud af kroppen).
- Hvis man har fået kontrastmiddel, kan der desuden være specielle instruktioner man skal følge – disse gives på stedet.
- I nogle tilfælde bliver man bedt om at vente en kort stund – primært for at sikre at man har det godt, inden man tager hjem.
Relaterede artikler: MR-scanning
Kilder og relevante eksterne links
- En CT-scanning er en yderst detaljeret billedundersøgelse af knogler og kroppens blødere væv.
- CT scanninger er især velegnede til hurtig undersøgelse af patienter med indre vævsskader - f.eks. efter falde- eller trafikulykker.
- Under en CT-scanning udsættes patienten for væsentlig mere stråling end ved andre scanninger. Derfor CT-scanner man almindeligvis ikke gravide kvinder.