De gule, blå og grønne forgreninger i lungerne samt den stribede del af luftrøret er bronkier
(Klik på billedet for større version)
Om menneskets bronkier
For supplerende information henvises til artiklen: lungernes funktion og anatomi
Hvad er bronkier?
Menneskets bronkier (ental bronkie) er passager i luftvejene, der leder luften ned i lungerne. Den såkaldte gasudveksling (udveksling af ilt (O2) og kuldioxid (CO2) finder ikke sted i bronkierne, selvom de anatomisk er en del af lungerne.
Bronkierne udgør to omfattende samlinger af forgreninger, der også kaldes bronkietræet. De såkaldte hovedbronkier er slutningen af luftrøret (lat. tranchea), som fører videre til hhv. venstre og højre lunge. Bronkierne forgrener sig ud i tyndere og tyndere bronkier for til sidst at ende som de mindste bronchioler. Bronchiolerne afsluttes endeligt i lungeblærerne (lat. alveoler).
Sygdomme og tilstande
Her er en kort oversigt over de væsentligste sygdomme, der vedrører de menneskelige bronkier.
Bronkitis
Bronkitis er en meget udbredt sygdom, der forekommer i menneskets bronkier.
Sygdommen kaldes også akut bronkitis, og er en betændelsestilstand, der pludseligt opstår i bronkierne, hvorved slimhinden hæves, og slimproduktionen øges. Konsekvensen heraf er, at luftpassagen formindskes.
KOL
De tre lungesygdomme, der forekommer hyppigst i den vestlige verden, er kronisk bronkitis, astma og emfysem. KOL står for kronisk obstruktiv lungesygdom (også kendt som rygerlunger) – en betegnelse, der dækker over kronisk bronkitis og emfysem. Astma indgår således ikke under betegnelsen.
KOL er en ubehagelig sygdom, blandt andet fordi den, som det af navnet fremgår er kronisk og blokerer lungernees kapacitet. Det er sjældent man får KOL uden at ryge – den bedste måde at forebygge KOL på er derfor at lade være med at ryge-
Læs evt. artiklen: lungeemfysem
Bronkietasier
En anden tilstand, der relaterer til de menneskelige bronkier, er de såkaldte bronkietasier. Disse betegnes også udvidede bronkier eller udposning af bronkier og er egentlig en udvidelse af luftrørene, der består i små udposninger. Konsekvensen af denne tilstand er som regel en varig hoste med slim.
Læs evt. mere om hoste med slim her
Lungekræft
Langt de fleste tilfælde af lungekræft starter i bronkierne. Lungekræften opstår almindeligvis i vævet som beklæder bronkierne, eller i de små kirtler, der findes dybt i slimhinderne i luftvejene. Lungekræft kan dog også opstå andre steder i lungerne som f.eks. i bindevævet eller alveolerne.
Rygning er her ligeledes den hyppigste årsag bag lungekræft.
- Bronkierne starter i slutningen af luftrøret og forgrener sig videre ud i lungerne og ender som bronchioler i lungeblærerne.
- Typiske lidelser og tilstande der involverer bronkierne, er bronkitis, KOL, brokietasier og lungekræft.
- Læs om bronkiernes anatomi og funktion. Herudover kan du se hvilke lidelser og tilstande, der kan ramme bronkierne.