Hoftedysplasi

 

 

På billedet ses 4 forskellige typer hoftedysplasi:

a) Normal – b) Dysplasi – c) Subluksation – d) Luksation

(Klik på billedet for større version)

 

For supplerende information om hoftedysplasi henvises til artiklen: hofteoperation

 

 

 

Hvad er hoftedysplasi?

 

Hoftedysplasi er en betegnelse, der dækker over flere forskellige problemer forbundet med unormal udvikling af hofteleddet –  kongenit luksation og subluksation, hofteinstabilitet, coxa vara kongenita, Calvé Legg Perthes samt medfødt dislokation af hoften er alle forskellige tilstande, der kaldes hoftedysplasi.

 

Har man hoftedysplasi er ens hofteskål underudviklet og er dermed for lille og i en forkert vinkel. Det betyder at hofteskålen ikke kan dække lårbenshovedet i høj nok grad – det skaber en høj belastning af hofteleddet. Derfor fører hoftedysplasi ofte til slidgigt i hoften. På samme måde kan det medfører smerter omkring lysken og lår.

 

Hoftedysplasi kan enten opstå på lårbenshovedet eller i hofteskålen – eller i begge.

 

Hoftedysplasi forekommer hos børn og nyfødte, men opdages i nogle tilfælde først i alderen 10-30 år. Ca. 1% af alle nyfødte har hoftedysplasi som en medfødt sygdom, og ca. 10% af alle børn udvikler den (i Danmark og resten af Europa). Piger er væsentligt mere udsatte end drenge (forholdet er 6/1).

 

I 60% af alle tilfælde rammes venstre hofteled, i 20% højre og i de resterende 20% er det begge hofteled, der rammes (bilateral hoftedysplasi).

 

Hoftedysplasi medfører en ekstrem høj belastning af hofteleddet og kan ubehandlet medføre degenerative skader samt sekundær artrose. Desuden vil de fleste patienter opleve symptomer som gangbesvær, kliklyde fra hoften og smerter i lysken.

 

Hoftedysplasi kendes herudover fra dyreverdenen, hvor især hunde rammes.

 

 

Symptomer

 

Symptomerne på hoftedysplasi hos nyfødte er som regel, at hofterne “klikker” ved bestemte manipulerende bevægelser foretaget af lægen.

 

Hos ældre spædbørn kan symptomerne på hoftedysplasi være en form for stivhed i hofteleddet, hvor lægen har svært ved at bevæge hofterne udad – væk fra hinanden.

Desuden kan assymmetriske hudfolder omkring skridtet eller balderne være et tegn på hoftedysplasi.

 

Herudover kan et symptom på hoftedysplasi være, at barnets ben ikke fremstår lige lange.

 

I en senere alder kan børn med hoftedysplasi udvikle en haltende gangart. Uheldigvis er der ingen smerter forbundet med denne, hvilket gør det sværere at opdage problemet.

 

Når patienten bliver voksen, vil symptomer på gigt eller slidgigt typisk forekomme, og smerterne vil begynde.

 

 

Årsager hoftedysplasi

 

Den eksakte årsag til hoftedysplasi er enten ukendt eller svær at identificere, idet der kan være adskillige faktorer, der kan medvirke til udviklingen af tilstanden. Desuden kan hoftedysplasi være kongenit, udviklingsmæssig, inflammatorisk, infektiøs og traumatologisk.

 

Herudover spiller alderen en stor rolle i udviklingen af forskellige sygdomme og tilstande, der kan relatere til hoftedysplasien.

 

 

Risikofaktorer

 

Statistikkerne viser, at risikoen for hoftedysplasi er højere ved fødsel ved sædeleje. Desuden er der en tendens til, at førstefødte udvikler hoftedysplasi oftere end børn, der er født senere. Førstegangsfødsel er også en disponerende faktor for hoftedysplasi.

 

Desuden kan genetik være en faktor, der øger sandsynligheden for at man udvikler hoftedysplasi. Selvom undersøgelserne på området er sparsomme, ved man, at hoftedysplasi kan “ligge til familien” (arvelighed).

 

Herudover er nogle racer mere tilbøjelige tilbøjelige til udviking af hoftedysplasi. Hos indianere og samer forekommer hoftedysplasi hos 2,5-5%. Hos afrikanere og kinesere er hoftedysplasi forekomsten meget sjælden.

 

Oligahydramnion er en tilstand, hvor der er for lidt fostervand til stede under graviditeten. Denne tilstand kan også øge risikoen for hoftedysplasi.

 

Nogle sygdomme og tilstande som f.eks. klumpfod og torticollis kan være faktorer, der forøger risikoen for hoftedysplasi. En højere fødselsvægt kan ydermere være en risikofaktor for hoftedysplasi.

 

 

Diagnosticering

 

Diagnosticeringen af hoftedysplasi hos nyfødte baserer på en fysisk undersøgelse af spædbarnet. Lægen kan vha. specielle teknikker mærke efter, om der er et “klik” i hofteleddet. Disse teknikker kaldes Barlow og Ortolani tests og får et hofteled der er ude af led til at “klikke”, idet det bevæges ind og ud af den rette position.

 

Hvis lægen opdager sådanne klik i hofteleddet, vil videre undersøgelser og diagnosticering foretages vha. en ultralydsscanning, idet røntgenbilleder ikke egner sig til børn under 6 måneder.

 

 

Behandling af hoftedysplasi

 

Behandlingen af hoftedysplasi afhænger af patientens (barnets) alder. Målet med behandlingen er, at positionere hofteleddet korrekt. Når dette er sket, vil lægen sørge for, at hoften holder denne position, og at kroppen vænnes hertil.

 

Jo yngre barnet er, jo bedre er hoftens kapacitet til tilvænning. Dette indebærer også en bedre sandsynlighed for fuldstændig helbredelse. Med tiden bliver hoften mindre modtagelig overfor repositionering af hofteleddet, hvorved behandlingen af hoftedysplasi bliver sværere.

 

Selvom behandling af hoftedysplasi hos nyfødte og småbørn er forskellig fra individ til individ, gælder følgende overordnede retningslinier:

 

Fra fødsel til 6 måneder

 

Hos nyfødte vil man ofte succesfuldt kunne behandle hoftedysplasi med abduktionsskinner (Pavlik-skinner) og evt. Frejkas pude. Abduktionsskinner holder spædbarnets hofteled i en korrekt position. Med tiden vænnes kroppen til den korrekte position, og hofteleddet påbegynder en normal udvikling. Omkring 90% af alle nydfødte der behandles med abduktionsskinner helbredes fuldstændigt.

 

Fra 6 måneder til 1 år

 

Hos børn i denne aldersgruppe virker behandling med abduktionsskinner ikke nødvendigvis. I dette tilfælde vil det ofte være nødvendigt, at behandle vha. en gradvis reposition i stræk i op til 4 uger. Efterfølgende skal barnet bære hoftegips i op til 6 måneder. Operation kan desuden være nødvendig.

 

Fra 1 år og opefter

 

Børn over 1 år skal som regel opereres i hofteleddet, hvis hoftedysplasien skal behandles effektivt. I denne alder kan kroppen udvikle arvæv, der forhindrer hoften i at antage den korrekte position, hvorved operation er nødvendig.

 

Hvor succesfuld behandlingen af hoftedysplasi er, afhænger af barnets alder samt hvor godt abduktionsskinnerne virker (hvis disse anvendes). Hos nyfødte er der en stor sandsynlighed for fuld helbredelse. Jo ældre barnet bliver, jo mindre bliver sandsynligheden for fuld helbredelse.

 

Børn og unge der har vedvarende hoftedysplasi, har en stor sandsynlighed for at udvikle tidlig slidgigt i hoften senere i livet. Hofteoperationer vil typisk være nødvendige i disse tilfælde.

 

For supplerende information henvises til artiklen: hofteoperation