Helvedesild medfører rødt udslæt med brændende smerter
Information om helvedesild
Hvad er helvedesild?
Helvedesild kendetegnes normalt ved et smertefuldt udslæt på den ene side af kroppen.
Hvis du er blandt de 90% af befolkningen, der har haft skoldkopper, så er der risiko for, at du udvikler helvedesild på et tidspunkt i dit liv.
Helvedesild (herpes zoster) er en lidelse, der skyldes en genaktivering af den skoldkoppe-virus (varicella zoster), du blev smittet med tidligere i livet.
Langt de fleste mennesker får skoldkopper som barn. Skoldkoppe-virussen bevæger sig op i en nerverod nær rygmarven, hvor den ”sover”. Senere i livet kan virussen genaktiveres og forårsage helvedesild.
Der kendes ingen årsag til, hvorfor virussen kan bryde ud igen og udvikle en smertefuld brændende fornemmelse (deraf betegnelsen “helvedesild”). Dog vides det, at svækkelse af immunforsvaret øger risikoen for sygdommen.
Dvs. alder og sygdom er betydelige risikofaktorer. Helvedesild opstår som oftest hos ældre mennesker.
Symptomer
Helvedesild er kendetegnet ved et smertefuldt udslæt, som normalt optræder på den ene side af kroppen – som oftest øverst på kroppen. Dog kan udslættet også udvikles på hovedet og nakken eller øjet. Normalt begynder symptomerne med hovedpine, feber og træthed – eller i hvert fald en utilpashedsfølelse.
Desuden er det meget sædvanligt at opleve en skærende eller brændende fornemmelse på det område af huden, hvor udslættet senere manifesterer sig. Den brændende fornemmelse skyldes, at den reaktiverede skoldkoppevirus vandrer på en nervebane.
Udslættet udvikles inden for få dage eller uger i form af væskefyldte blærer. Dog er udslættet som regel begrænset til et mindre område, end det man ser ved skoldkopper.
Efter et par dage tørrer blærerne ud og dækkes af skorper. Som regel varer det 2-4 uger, før skorperne er faldet af, og udslættet er fuldstændigt helet.
De fleste mennesker kommer sig, men nogle kan opleve længerevarende nervesmerter, som kan vare ved i månedsvis – i sjældne tilfælde endda i flere år.
Ligesom med skoldkopper tiltager risikoen for nerveskader og heraf medførende kroniske smerter med alderen.
Komplikationer
For langt størstedelen af befolkningen har helvedesild ingen længerevarende effekt. Dog kan sygdommen i nogle tilfælde forårsage komplikationer.
Jo ældre man er, når man får helvedesild, jo større er risikoen for komplikationer.
Postherpetisk neuralgi (PHN)
Langvarig nervesmerter efter helvedesilden kaldes også postherpetisk neuralgi (PHN). Tilstanden forekommer hos ca. 10 % af dem, der har haft helvedesild.
Vedvarende nervesmerter forekommer sjældent hos unge mennesker. Ældre mennesker udsættes i langt højere grad for posthertherpetisk neuralgi. Lidelsen kan involvere voldsomme længerevarende nervesmerter, der ofte opleves som brændende, skærende eller borende.
Smerterne kan vare ved i uge- eller månedsvis – og i sjældne tilfælde endda i flere år.
Postherpetisk neuralgi (PHN) kan nedsætte livskvaliteten samt medføre depression, idet smerterne opleves som invaliderende og mærkbart begrænser muligheden for søvn, simple gøremål, arbejde og socialt samvær.
Nedsat syn eller blindhed
I nogle tilfælde kan helvedesild opstå i øjet og/eller øjelåget, hvilket kan forårsage voldsom smerte og nedsat syn – i sjældne tilfælde endda permanent blindhed.
Andre mulige komplikationer
Andre mulige komplikationer kan være:
- Hudinfektioner og ardannelse
- Nedsat hørelse
Myter om helvedesild
Her de mest udbredte myter omkring sygdommen:
Man kan smittes med helvedesild af mennesker med skoldkopper. NEJ, helvedesild skyldes en genaktivering af ens egen skoldkoppe-virus. Til gengæld kan en person med helvedesild smitte andre med skoldkopper.
Jeg har aldrig haft skoldkopper, så jeg kan ikke få helvedesild. Mange mennesker har haft skoldkopper som barn uden at vide det, da symptomerne nogle gange kan være så milde, at det ikke infektionen ikke opdages. En mild infektion er nok til, at man kan rammes af helvedesild senere i livet.
Jeg har allerede haft helvedesild, så jeg kan ikke få det igen. Nogle mennesker kan rammes af helvedesild mere end én gang, selvom risikoen er meget lille. Derfor kan det anbefales at blive vaccineret mod virussen, når man er fyldt 50 år. Det er ofte fra 50 og op efter, at risikoen at få sygdommen gravis øges med alderen.
Behandling af helvedesild
Ingen behandling kan helbrede helvedesild fuldstændigt. Sygdommen forsvinder derimod af sig selv.
Til gengæld kan behandling dæmpe symptomer, indtil tilstanden forbedres.
Det er vigtigt at opsøge lægehjælp hurtigst muligt, hvis du har mistanke om helvedesild. En tidlig behandling kan reducere både symptomerne og risikoen for at udvikle komplikationer.
Ofte kan lokalbedøvende eller anti-virale creme smøres på det smertefulde udslæt. Smertestillende håndkøbsmedicin kan også lindre smerterne.
Den bedste behandling er forebyggelse. Derfor anbefales det at lade sig vaccinere mod herpes zoster-virussen. Hermed halveres risikoen for helvedesild, mens risikoen for efterfølgende kroniske nervesmerter (postherpetisk neuralgi) nedsættes med to tredjedele.
Dog bør mennesker med et stærkt nedsat immunforsvar undgå vaccinen.
Relaterede artikler: skoldkopper (varicella zoster), skoldkopper hos voksne
Kilder og relevante eksterne links
- Helvedesild (herpes zoster) skyldes en reaktivering af skoldkoppervirus (varicella zoster).
- Betegnelsen "helvedesild" beskriver den voldsomme brændende fornemmelse, som nogle oplever med sygdommen.
- Helvedesild optræder kun sjældent hos unge mennesker. Risikoen for at få sygdommen stiger med alderen.